Døm dem, smid dem ud og luk dem aldrig ind igen

07.08.2017 Det er politikerne, der har svigtet danskerne. Vold, skyderier og bandekriminalitet får lov at løbe løbsk, så politiet ser sig nødsaget til at advare unge mennesker om at færdes i de udsatte områder.

Det er helt uacceptabelt, og vi bør ikke finde os i det.

Politikerne kunne for længst have sat meget mere effektivt ind – både overfor de hærdede kriminelle og med effektiv afskrækkelse af de helt unge, der hænger ud med de ældre bandemedlemmer.

Shuaib Khan er 30 år. Han er leder af LTF. Hans familie er fra Pakistan. I 2008 fik Shuaib Khan i en alder af 21 år en dom for dødsvold, begået i Jomfru Ane Gade i Aalborg. Her blev den 21-årige fotomodel William Lennon Davis dræbt af 14 knivstik samt slag med knuste flasker, stole og knytnæver.

Shuaib Khan skulle selvfølgelig have været udvist til Pakistan allerede dengang. Uden pardon. Aldrig nogensinde skulle han igen have været sluppet fri i Danmark.

Men det blev han ikke. Han blev sat i fængsel i Danmark, hvorfra han byggede videre på sit bandeimperium og terroriserede både medfanger og personale.

Hvorfor finder vi os i Shuaib Khan? Fordi politikerne ikke kan tage sig sammen og sørge for, at kriminelle udlændinge udvises konsekvent efter dom.

De kan heller ikke tage sig sammen til at fratage indvandrere dansk statsborgerskab, når de dømmes for alvorlig kriminalitet og så udvise dem efter udstået straf.

I marts måned i år blev Shuaib Khan sluppet ud af fængslet, og selvom politiet allerede i foråret fortalte, at de var nervøse ved, hvad der så ville ske, var der ingen på Christiansborg, der løftede en finger for at undgå det, vi nu er vidne til.

LTF-banden har med Shuaib Khan tilbage på gaden startet en veritabel krig med andre bander med ekstrem vold, skyderier og blod i gaderne til følge. Vi har oplevet en sommer med mere vold og skyderi end nogen sinde før.

Politikerne fedter med deres bandepakker og lappeløsninger i stedet for at gøre det rigtige og nødvendige.

Shuaib Khan skulle aldrig have haft mulighed for at blive en ’helt’ blandt unge indvandrerdrenge. Han skulle have været udstillet som et eksempel til skræk og advarsel for alle andre unge, så de kunne se, at hvis man i Danmark som indvandrer begår kriminalitet, så ryger man ud. Uden pardon.

Det er ret enkelt:

  1. Enhver udlænding, der dømmes for kriminalitet, skal udvises konsekvent efter første dom.
  2. Enhver udlænding, der har fået tildelt dansk indfødsret ved lov, skal miste indfødsretten og udvises, hvis vedkommende dømmes for en lovovertrædelse, der medfører frihedsstraf.

Det vil meget hurtigt reducere antallet af medlemmer i indvandrerbanderne. Væk fra gaden og ud af landet. Gerne til afsoning i et lejet fængsel i udlandet. Aldrig mere skal de have lov at sætte fod på dansk jord.

Hvis man er ung indvandrer i Danmark og ved, at det er konsekvensen af at hænge ud med bandemedlemmer, tage våben i hånd, begå voldelige overfald og sætte sig uden for loven, så vil det endvidere have en enorm præventiv virkning.

Politikerne må indse, at socialpædagogikken har sine begrænsninger, at gadeplansarbejdere, uddannelsespålæg og ophold på døgninstitutioner ikke virker effektivt og hurtigt nok til at holde de yngste væk fra banderne.

Der skal helt andre boller på suppen. Fang de store, døm dem, fjern dem fra Danmark til afsoning langt væk og luk dem aldrig nogensinde ind igen. Så kan vi få trygheden tilbage.

Læs den originale artikel her: Source link